Home Anne-Mette En turbulent tur – Selv en stewardesse kan få koldsved og hjertebanken

En turbulent tur – Selv en stewardesse kan få koldsved og hjertebanken

Efter 3,5 år på jorden, med fuldtidsjob som mor til tre, skal kroppen bruge lidt tid på at vænne sig til arbejdet i luften igen. Jeg kom lidt hårdt fra start, og fik ikke rigtig lyttet til min krops advarsler. Jeg havde mange tidlige check-in, lange dage og forholdsvist korte stop på lufthavnshoteller, hvilket resulterede i mange dårlige nætters søvn. På hjemmefronten var der tre børn og mand, som også skulle vænne sig til, at jeg (mor og hustru), som ellers altid var hjemme og sørgede for alt fra rengøring, tøjvask til indkøb, pludselig ikke var der hele tiden.

Mest af alt var det nok uvisheden om, hvornår jeg mon kom hjem igen, som specielt de to mindste skal vænne sig til. Jeg selv skulle vænne mig til pludselig at sove ude på hotel igen, alene. Stå tidlig op, få nok at spise og drikke, og så var der lige det med at flyve igen.

Jeg har altid elsket at flyve, men turbulens har altid gjort mig enormt træt og til tider også lidt flyvesyg. Men jeg er aldrig blevet slået ud af det, og jeg har aldrig mærket angsten for at flyve, som jeg gjorde sidste mandag formiddag på vej mod Nice. Jeg kom fra en dårlig nats søvn på luftshavnshotellet i Oslo, og skulle derefter flyve til Nice fra København. Det er jo ikke nogen lang tur, den tager små to timer og så var det jo bare hjem igen og holde fri. Så jeg hvilede mig en times tid i en stol i lufthavnen i København, i stedet for at få spist morgenmad, og så var jeg ok til at flyve. Troede jeg. Vi havde fuldt fly, så det tog en times tid at få serveringen overstået. Så skulle jeg endelig spise.

Ding dong fra FD med information om, at om ti minutter ville vi få turbulens, og at vi ville blive sat ned og nok skulle sidde resten af vejen, så 45 minutter skulle vi regne med at være spændt fast. Men jeg skulle jo spise. Pyt! Jeg greb en flaske vand og fik sikret alle skabe og vogne og passagerne blev spændt fast. Jeg skyndte mig ned på min plads i aft galley og fik sat mig.

Så startede turbulensen. den var slem. Luften over alperne kan godt drille, og det gjorde den rigtig meget denne formiddag. Jeg blev dårlig lige med et. Koldsved, slap i hele kroppen og en følelse af at skulle kaste op. Min søde kollega som sad nær mig, rakte mig en pose, i tilfælde af at jeg kastede op. Jeg sad og nippede til lidt vand og forsøgte at trække vejret så roligt og dybt som muligt.

Men vi hoppede afsted, og jeg måtte bede min kollega om at ringe op til purseren og sige at jeg var dårlig. Jeg bad ham derefter om vi ikke kunne bytte plads, så jeg kunne kigge fremad i stedet for ind i galleyet. Det gjorde vi. Han måtte støtte mig over til sin plads. Jeg tænkte som en gal: “Hvad laver jeg her, hvorfor får jeg det skidt, er det mit hjerte, besvimer jeg nu, skal Lasse være alenefar og kan vi dog ikke bare lande?” Træk vejret Anne-Mette, hvad gør du ved en passager der har det skidt? Oxygen! Jeg fik min kollega til at tage en iltflaske til mig. Puha, det smagte ikke godt. Så foreslog han noget at spise. Jeg fik en æblemost, og det hjalp lidt.

Nu skulle vi endelig lande. Tak endelig skal jeg ned på jorden igen, ud og trække lidt frisk luft. Så kom et ordentlig dunk op gennem ryggen da flyet ramte jorden, og så steg vi igen. Nej nej nej, jeg skulle jo have frisk luft og fast grund under fødderne. Vi lavede en såkaldt “go-around” på grund af et vindstød. Sådan forklarede styrmanden mig det efterfølgende. Så op i hopperiet tyve minutter igen, inden vi kunne prøve en gang mere. Det lykkedes. Så var vi endelig i Nice. Jeg blev tilset af en læge og blev tilbudt at blive i Nice, men jeg ville gerne hjem igen. Så jeg blev sat som passager, helt fremme i flyet, med besked om at gå til egen læge når jeg kom hjem.

Velvidende at jeg endnu engang skulle op i turbulensen, fløj jeg med hjem. Afkræftet, træt og en vigtig lærestreg rigere: Træthed/fatigue skal man ikke spøge med. Det er vigtigt at få ordentlig søvn og mad, specielt inden flyvning. Og så er der stor forskel på, hvad kroppen kan klare en almindelig mandag, hjemme med rengøring og børnepasning, og hvordan den reagerer på at blive kastet rundt efter lang tids søvnmangel og uden mad. Det handler om at være “fit for flight!” Vi skal altid være friske nok til at klare en nødsituation, og det var jeg ikke i mandags.

You may also like